Train and Work (T&W) med SkiLab er en vinter med massere af skiløb i et ambitiøst og passioneret skifællesskab. Vores T&W’ere får undervisning af internationale toptrænere og arbejder i en moderne international skiskole med alle slags skiturister, lige fra begyndere til eksperter. Det er en vinter med ski, ski og ski.
I sæsonen 19/20 sendte vi i SkiLab, for første gang et Train & Work hold til New Generation Skischool (NewGen) i St. Anton. Holdet bestod af 8 ambitiøse skilærer, som alle ønskede en sæson hvor de kunne træne til deres næste skilærereksamen og samtidig arbejde i en skiskole og dygtiggøre sig som undervisere.
Det blev en vild vinter fyldt med skiløb, målrettet træning, arbejde og samvær, som desværre sluttede brat med COVID-19.
Vores T&W hold tog forskud på sæsonen med en fælles dag i Aarhus, hvor de traf hinanden, blev testet fysisk, snakkede forventninger og delte erfaringer. De var toptunet og klar til vinteren, som for de fleste startede i november. Et par stykker begyndte allerede sæsonen i oktober i Hintertux, hvor de var på instruktørkursus med Den Danske Skiskole og efterfølgende på RaceCamp, hvor de trænede storslalom med Skilab. I december startede sæsonen for alvor i NewGen, hvor vores T&W hold mødte de andre skilærer i skiskolen og påbegyndte deres træning. Derfor var der massere af ski i benene, da de nåede juleugerne, som kaldte på arbejde i skiskolen. Sådan gik vinteren med skiftevis arbejde i skiskolen, undervisning af internationale toptrænere og massere af tid til selvtræning.
Som en del af T&W holdet er der sjældent forskel på weekend og hverdag – Everyday is a Saturday, og arbejde og fritid smelter sammen til skiløb 5 måneder i streg.
Den ene dag er pukler, den næste dybsne og den tredje velpræpareret pister. En gang i mellem kan det være dejligt, at sove længe og hvile benene, men ellers begynder dagene først rigtig at skille sig ud, når eksamensugerne nærmer sig. Flere bestod deres off-pist eksamen (PSI2) og deres storslalom eksamen (PSI) i løbet af vinteren. Corona satte en stopper for de afsluttende eksamener sidst på sæsonen, men mange af vores instruktører er allerede klar til nye skilærereksamener i efteråret.
At være skilærer med SkiLabs T&W hold, er et vinterliv med ualmindelig meget skitid og stor progression. Det er en flok der brænder for skiløb og som elsker at være omgivet af ski 24/7.
Vi glæder os helt vildt til næste vinter, hvor vi sender endnu et T&W hold til St. Anton, og hvor vi skal fyre den af på alle vores andre camps, som også handler om at blive bedre skiløbere og dygtigere skilærere. Et liv som skilærer, er et liv med massere af skiløb og store smil.
En typisk dag som skilærer
En dag som skilærer starter typisk kl. 8.30 når lifterne åbner og slutter kl. 16.30 når de lukker.
For T&W holdet står den dog sjældent på arbejde hele dagen, men derimod er der mange huller til selvtræning med de andre T&W’ere. Når dagen slutter på bjerget, fortsætter den i St. Anton by med en øl på baren, hygge derhjemme, fælles madklub og en gang i mellem en løbetur eller styrketræning. Skiløb på højt niveau er en sport der er hård for kroppen, og derfor giver det god mening at styrketræne ved siden af skiløbet, eller løbe en restitutionstur ind i mellem.
